Cileas operaer er ikke så kendte som f.eks. Puccinis, men er dog i samme klasse, når det g¿lder om at udnytte sopranernes udtryksmuligheder helt til kanten.

Anna Netrebko får selskab på scenen af tenoren Piotr Beczaùa. En del af handlingen foregår i en fuldt funktionsdygtig rekonstruktion af et barokteater.

Mesterinstrukt¸ren David McVicar har iscenesat produktionen, som er et samarbejde mellem flere af verdens absolut st¸rste operahuse, bl.a. Covent Garden i London, Liceu-operaen i Barcelona; Wiens Statsopera, Pariseroperaen og The Met, som har fået den erfarne Gianandrea Noseda til at dirigere opf¸relserne i denne s¿son.

Så var historien til gengæld nok blevet kedeligere, for det var Carmen og hendes brug-og-smid-væk-forhold til de mænd, hun møder, der først og fremmes var et chok for mange, der gik til premiere i Paris 3. marts 1875.

Aldrig før havde de set så realistisk en opera; storrygende fabriksarbejdersker, kriminelle sigøjnere, en helt, der er desertør – og så endda et mord for åbent tæppe!
Den slags var pariserpublikummet ikke vant til...de skulle jo bare have en underholdende aften i operaen.

Musikken var også dengang radikal og avanceret; orkestret havde mange prøver inden premieren, og de protesterede voldsomt mod den moderne, uforståelige musik, der blev beskyldt for at mangle melodier - noget man godt kan more sig lidt over i dag, hvor operaen er én af de mest populære overhovedet, og hvor alle kan synge med på “Jeg elsker Carmen...”.

Sådan er virkeligheden i Tonios berømte og berygtede arie fra første akt af Donizettis Regimentets datter; her skal tenoren op på det høje C hele ni gange – og det er heldigvis ikke det store problem for bel-canto-sangeren Javier Camarena, som står på scenen som den forelskede soldat med den smukke stemme sammen med den sydafrikanske sopran Pretty Yende, der også har slået sit navn fast som specialist i netop den virtuose og melodirige musik, som de italienske komponister med Rossini, Bellini og Donizetti i spidsen skrev i første halvdel af 1800-tallet.

Smuk sang var i centrum, og det gjorde heller ikke noget, hvis handlingen var fyldt med gags og morsomme optrin. Instruktøren Laurent Pellys opsætning leverer masser af begge dele.

I Valkyrien tager historien for alvor fart, og det berømte valkyrieridt i 3. akt er blevet nærmest ikonisk, ikke mindst da Francis Ford Coppola brugte musikken som underlægning til et helikopterangreb i filmen Dommedag nu.

Robert Leparge enorme scenografi – der vejer så meget, at scenegulvet måtte understøttes for ikke at bryde sammen under vægten – er omdrejningspunktet for historien om incest, magtsyge og tvangsægteskaber. Alt i den helt store og imponerende skala, som Wagner er en mester i at levere.

Handlingen foregår i den lille franske by Compiegne, hvor søstrene i byens katolske karmeliterinde-kloster er blevet arresteret af de revolutionære. De bliver taget med til Paris, men nægter at afsværge deres tro – og når operaen er slut, er 16 nonner blevet ofre for guillotinens skarpe økseblad.

Isabel Leonard er den unge Blanche de La Force, og hun spiller op imod den legendariske finske sopran Karita Mattila som priorinden. Som altså begge må lade livet sammen med deres medsøstre i den gribende slutscene, hvor Poulenc virtuost bruger lyden af guillotinens 16 hovedafhugninger til at sende kuldegysninger ned ad ryggen på os, der hører på.